COMEDIEVOGNEN 1968 - 2024
Historien
COMEDIEVOGNEN er et af Danmarks ældste eksisterende børne- og ungdomsteatre.
Det blev grundlagt i 1967 af Benny E. Andersen som et alternativ til Skolescenen hvor børn og unge kom i teatret stort set på voksenforestillingernes præmisser. Comedievognen blev et af de første alternative teatertilbud til skoler, børnehaver og biblioteker – med tilbud om at vise vedkommende teater for børn og unge ude i de institutioner børnene færdes i. Siden blomstrede flere danske børne- og ungdomsteatre frem og der opstod gennem 70′erne og 80′erne et enestående fagligt samarbejde teatrene imellem i forsøg på at dygtiggøre skuespillere, instruktører, dramatikere m.fl. til den krævende disciplin det er at spille teater for børn og unge. Et samarbejde der i høj grad har højnet kvaliteten af dansk børneteater. Fra 90′erne frem til i dag regnes dansk børne- og ungdomsteater i internationale sammenhænge for ‘verdens bedste børne- og ungdomsteater’. I dag er Comedievognen befolket med både unge og gamle skuespillere og producerer forestillinger der ofte indeholder humor, komik, musik, poesi, et indblik i børn- og unges situationer og forståelse for tidens ‘sprog’. Med udgangspunkt i København turnérer teatret på 53. år over hele landet og i udlandet med sine forestillinger.